2016: Brandmænd reddede tre søfolks liv

Brandmænd fra Falck Hanstholm og Thisted Brandvæsen fik overrakt Den Danske Redningsberedskabspris ved Holmens Kirke i oktober 2016


Tirsdag den 28. april 2015 tilkaldes brandmænd fra Falck i Hanstholm til et polsk fragtskib, som ligger til kaj ved Hanstholm Havn lastet med træpiller.

 

Fire mænd har arbejdet i nogle små rum i stævnen af skibet med at losse, og en sømand er blevet dårlig og besvimer. Da de tre andre sømænd prøver at hjælpe deres kammerat ud, får de det også dårligt og besvimer.

Opgaven for brandmændene er nu at redde de polske sømænd fra lastrummet, og få dem bragt ud til præhospitale enheder på stedet.

 

Holdlederen for brandmændene sender to røgdykkerhold på tre mand hver afsted. Da indsatslederen ankommer fra Thisted, rekvirerer han assistance fra Thisted Brandvæsen til at afløse og hjælpe det indsatte mandskab.

 

Det lykkes brandmændene at redde tre af sømændene i live, men den sidste er omkommet og bliver bragt op i samarbejde med Thisted Brandvæsen. Brandmændenes erfaring, deres træning og deres evne til at arbejde sammen er kort sagt afgørende for de tre polske sømænd overlevede den dag.