Den danske
redningsberedskabspris

Vi hædrer personer og enheder, der har ydet ekstraordinær indsats for at redde liv og hjælpe andre i nødsituationer

Seneste prisvindere

Prisuddeling 2026: Tildeles pris for dramatisk redningsindsats i Randers

Tidligt om morgenen den 25. september 2025 blev brandfolk fra Station Randers kaldt ud til en melding om brand i en skraldespand. Da de første

Læs mere »

Tidligere prisvindere

2025

2025: Først på ulykkesstedet

Redningsberedskabsprisen 2025 tildeles de første enheder, der blev indsat ved den alvorlige ulykke på Flemløse Biogasanlæg den 26. november 2024, hvor en silo kollapsede under støbearbejde.

Prisen går til fem brandfolk – en indsatsleder fra Beredskab Fyn og fire deltidsfolk fra Falck i Glamsberg bestående af en holdleder og tre brandmænd.


Sidst på eftermiddagen den 26. november 2024 styrtede flere personer mere end 20 meter ned i en betonsilo, da konstruktionen kollapsede under støbningen af et betondæk. De tilskadekomne havnede i et kaotisk virvar af armeringsjern, byggematerialer, støbeforme og flydende beton.

De første enheder på stedet handlede uden tøven. Under meget vanskelige forhold lykkedes det dem hurtigt at skabe overblik, lokalisere tilskadekomne og iværksætte livreddende førstehjælp – alt imens de rekvirerede yderligere assistance.

Kommunikation og redning blev kompliceret af både de fysiske rammer og sproglige barrierer, men indsatsen sikrede, at overlevende blev reddet så skånsomt som muligt.

Beredskabsdirektør Søren Ipsen fra Beredskab Fyn, der indstillede mandskabet til prisen, fremhæver især den resolutte førsteindsats:

“ Indsatsen har på alle måder krævet både fysiske kraftanstrengelser og mentalt overskud blandt de deltagende styrker. Alle har gjort en væsentlig forskel.”

2024

2024: Tilsidesatte egne grænser

15. december sidste år blev indsatsleder Johnny Rasmussen samt syv brandmænd fra station Nykøbing Falster sendt til et færdselsuheld på Stubbekøbingvej ved Systofte, Nykøbing Falster.

Meldingen lød på et solouheld med en person, som muligvis var kastet ud af bilen. På trods af supplerende meldinger om, at der ikke var tale om fastklemte i uheldet, valgte brandvæsnet at fortsætte frem til stedet.

Lægebilen ankom som den første vogn til stedet efterfulgt af indsatsleder Johnny og brandmændene fra Nykøbing. Lægebilen iværksatte ved ankomst behandling af den tilskadekomne person, som af et vidne var blevet set kastet ud af det voldsomt beskadigede køretøj.

Ved et tilfælde blev der observeret endnu en tilskadekommen person, der lå godt 100 meter derfra. Imens lægeassistenten skulle hente udstyr, ankom brandmændene til stedet.

To-tre af brandmændene opdagede hurtigt den anden tilskadekomne og påbegyndte straks livreddende førstehjælp, inden lægeassistenten var tilbage med udstyr. Både medicinsk udstyr fra lægebil og redningsvognens førstehjælpsudstyr blev brugt.

Begge tilskadekomne blev med lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet for behandling af livstruende kvæstelser.

Brandmændene og indsatslederen har i denne situation udvist et overskud og udført en arbejdsindsats der ligger langt ud over det hvad der normalt forventes. Derfor modtager de Den Danske Redningsberedskabspris 2024.

”Grundet den manglende mentale forberedelse og de voldsomme billeder, der til langt ud i fremtiden nu har skrevet sig ind i deres hukommelse, bør det anerkendes, at brandmændene var i stand til at fortsætte indsatsen og tilsidesætte deres egne grænser, der flere gange under hændelsen blev overskredet,” skriver Trine Skovgaard Hallø, vicebrandinspektør ved Lolland-Falster Brandvæsen og brandassistent ved Falck Nykøbing Falster, i indstillingen. Lægeassistenten udtalte ifølge hende bagefter efterfølgende:
”Der er ingen tvivl om at det arbejde de (brandmændene og indsatslederen, red.) udførte, har været med til at redde menneskeliv.”