Søndag den 3. juli 2022 skriver sig ind i historien på en tragisk baggrund. I storcentret Field’s lyder der pludselig høje knald; først et og derefter en række. Og i et område omkring rulletrapperne spreder panikken sig. Flere personer er nemlig blevet ramt af skud affyret af en gerningsmand, der går rundt i centret.
Københavns Politi og Region Hovedstaden bliver alarmeret. Hovedstadens Beredskab gør sig klar til at afsende alle enheder efter en særlig model for indsats, SIKS (Særlig Indsats i Kritiske Situationer), afsted.
Der indløber 700 1-1-2 opkald i løbet af aftenen og natten. Og alene fra Hovedstadens Beredskabs side bliver der indsat 30 enheder; en indsatschef, tre indsatsledere, en evakueringscontainer, droneberedskab m.fl.
Kort tid efter de er trådt ind i centret, finder Specialtjenesten flere af de svært tilskadekomne samt de tre dræbte. Der bliver hurtigt startet nødbehandling og stabilisering af de sårede personer, hvorefter de bæres til det fri og overdrages til det ankomne ambulancepersonale.
Traumecenteret på Rigshospitalet oplyser efterfølgende, at personskaderne var af livstruende karakter og at den nødbehandling, Specialtjenesten gennemførte på stedet, havde reddet deres liv.
Der følger nu en langvarig indsats med gennemgang af centret og evakuering af de mange, der havde gemt og barrikaderet sig i mange timer. Specialtjenesten tog også hånd om at få sammenført familier og venner, der havde mistet kontakten med hinanden under hændelsen.
Indsatsen betyder, at Den Danske Redningsberedskabspris 2023 går til otte medarbejdere fra Specialtjenesten i Hovedstadens Beredskab: Overbrandmester Michael Drud, brandmester Thomas Vedsmand samt brandmændene Lars Rasmussen, Anders Falsig, Anders Sødring, Claus Ballegaard, Brian Cederkvist og Martin Wünsche.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen overrakte prisen til de otte prismodtagere ved en højtidelighed i Holmens Kirke i København fredag den 6. oktober.
I priskomiteen for Den Danske Redningsberedskabspris var alle enige om, at indsatsen var så stærk, at det er helt oplagt at uddele årets pris til folkene bag den.
Beredskabsdirektøren for Hovedstadens Beredskab, Jakob Vedsted Andersen, havde indstillet personalet til prisen. Og han er stolt af sine folk:
”Alle, der havde vagten den dag, stoppede ikke et sekund for at tænke på egen sikkerhed, og de fremstod topprofessionelle under indsatsen. Vi så vigtigheden i de mange timers fælles træning i SIKS-samarbejdet. Hovedstadens Beredskabs Specialtjeneste var sammen med politiet med i den allerførste indsats og kunne rykke ind for at redde flest mulige sårede ud hurtigst muligt. Det betød helt bogstaveligt liv eller død for de berørte,” mener Jakob Vedsted Andersen.