Hvert år sker der tusindvis af hændelser, hvor brand, ulykker, stormvejr eller lignende truer liv, ejendom eller miljø.
I mange situationer leverer frivillige, værnepligtige, heltids- eller deltidsansatte en særlig redningsindsats, som ligger ud over det sædvanlige.
For at hædre dem i redningsberedskabet, der har gjort sig mest fortjent til det med en ‘skarp’ indsats, stiftede aktører og organisationer i det danske redningsberedskab i 2006 Den Danske Redningsberedskabspris.
I dag uddeles prisen af disse ni organisationer i fællesskab:
Ud over at hædre den eller dem, der har gjort sig mest fortjent til det, skal prisen også medvirke til at skabe fællesskab i redningsberedskabet på tværs af tilhørsforhold.
Opgaven skal være løst således, at de kompetencer, som redningsmandskabet har opnået gennem uddannelse, øvelse og indsats, bringes i anvendelse på en sådan måde, at det fortjener at blive hædret med en pris.
Som et led i prisen følger en honorering på 25.000 kroner. Honoreringen er omfattet af de til enhver tid gældende skattemæssige forhold.
Indstillingerne indkaldes årligt via de respektive medlemsblade for komitéens medlemmer ultimo det omhandlende år/primo det følgende år.
Forslag til prismodtagere skal være sekretariatet i hænde inden udgangen af april måned i året efter indsatsen.
Beslutningen om, hvem der skal tildeles prisen, træffes af en komité bestående af repræsentanter for interessenter og organisationer i redningsberedskabet.
I august måned træffer komitéen afgørelse om eventuel tildeling af prisen.
Den første fredag i oktober måned overrækker forsvarsministeren – eller i dennes fravær en af ministeren udpeget person – Den Danske Redningsberedskabspris.